Vi har flere gange lavet indlæg om Gillette. De er rigtig gode til at lave reklamer, så hvad gør den nye konkurrent, DollarShaveClub.com? De tager selvfølgelig pis på Gillette, det at lave reklamer og al den overflødige teknologi. Det er en vindende kombination, der har gjort, at videoen er gået viral.
I disse dage går en video sin virale sejrsgang over hele jorden. Den hedder “KONY 2012″ og er på kun tre dage blevet set over 45 mio. gange på YouTube og Vimeo – og næsten 2 mio. gange mens jeg skrev dette indlæg! Videoen er desuden indlejret på utallige store og små nyhedssider, blogs og på Facebook, samt omtalt på alverdens TV- og radiokanaler.
Der kan meget vel være tale om starten på den største virale succes nogensinde.
Formålet med videoen er at gøre den ugandiske guerillakriger Joseph Kony berømt. Kony har igennem mange år skabt en guerillahær ved at bortføre børn fra deres familier. Jason Russell, manden bag videoen og organisationen Invisible Children, håber at Konys berømmelse vil være med til endelig at få stillet ham for en domstol.
Videoen har været på vej i ni år og jeg ser den sammen med dens lancering som et studie i viral og guerilla markedsføring. Et af dens vigtigste mål, er at aktivere seerne til at sprede budskabet, bl.a. vha. plakater og gadekunst, samt ved at opfordre en række berømtheder og politikere til at bruge deres magtpositioner i sagens tjeneste. Det hele skal kulminere i en global aktion den 20. april 2012.
Håbet er også at der skabes en bevægelse og et sammenhold med magten til gøre en forskel. Og som kan blive et skridt væk fra den følelse af afmagt mange ofte har overfor store tragiske hændelser.
En YouTube video om den ekstremt karikerede thybo Micki Lynges forsøg på at lave en rullepølse, er på 11 dage blevet set næsten 64.000 gange. Videoen er lavet af TurboModul, som er et satireprojekt udtænkt af det kreative produktionsselskab Metopia Film.
Det er nok kun gået op for de færreste af videoens seere, at der faktisk er tale om en reklame. Jeg missede det i hvert fald i første omgang, trods min store interesse for viral markedsføring. Min nysgerrighed omkring videoens baggrund gjorde dog, at jeg opdagede, at der var tale om en viral kampagne for pålægsproducenten Defco.
Selvom Defcos rullepølse bliver kaldt for “skrammel” og endda i smagstesten taber over Mickis egen groteske version, så er der dog ingen tvivl om, hvilken rullepølse seerne har mest lyst til.