#Spies Rejser @Twitter

Jeg faldt lige over det her på Twitter. Det er interessant at se hvordan danske virksomheder, det sidste halve års tid, er blevet voldsomt mere aktive på Twitter, end de var for bare et 1 år siden. Det hænger naturligvis sammen med at danskerne er blevet mere og mere aktive på det populære medie.

Dette er et fantastisk eksempel på Direct Marketing på Twitter. Det er en smart måde at skabe en direkte og ukonventionel kontakt til sin målgruppe på, som både skaber awareness og involvering lige med det samme. I dette tilfælde får Spies fx ført brugeren direkte over på sin hjemmeside. Desværre for Spies, købte Caroline Asmussen ikke noget hos dem denne gang, men mon ikke hun husker på Spies næste gang hun skal bestille flybilletter? :)

Længere nede kan du læse mine tips til hvordan du, som virksomhed kommer i gang med Twitter.

Tips til hvordan du kommer i gang…

Sidder du ude i en marketingafdeling så kan du jo enten gøre ligesom Spies, der betaler en konsulent for at håndtere deres aktivering på Twitter – det er den nemme men også bekostelige løsning – men du kan jo også tage arbejdshandskerne på og selv gå i gang.

Jeg vil ikke gå ind i alle detaljerne omkring brug af # (hashtags), hvordan Twitter fungerer, og hvorfor det er super smart. Det kan du læse dig til ved en simpel søgning på Google :)

Inden du går i gang

Start med at lede efter jeres konkurrenter og se hvordan de gør, hvis de altså befinder sig på Twitter. Sørg for at bruge 10 minutter hver dag i to uger på at forberede dig lidt. Find så mange interessante social-media-eksperter, som overhovedet muligt. Begynd at følge dem, fordi de smider dagligt opdateringer op, som kan inspirere dig og lære dig noget. Du kan finde nogle af dem på min Twitterprofil under ”Following” ved at se deres ”Bio”.

Når du føler dig stærk nok klædt på

Opret en profil for virksomheden og brug en uge på at få den op og køre med et ordentligt profilbillede og et brandet baggrundsbillede, som jeres grafiker hurtigt kan sætte op. Skriv en relevant ”Bio” og begynd at ”tweete” en ting om dagen, som kan være relevant. I den første ”tweet” kan du oplagt skrive noget a la ” Så kom vi endelig på #Twitter: Følg os og få fremover relevante nyheder direkte fra os på kontoret :) vi glæder os til at følge jer”.

Det næste skridt

Det næste skridt er at ”følge” de rigtige. Hvad mener jeg så med det? Jo sørg for at finde ud af hvad der er af relevante Twitterprofiler, som på en eller anden måde er med til at skabe dine leads. Det kan være nabovirksomheder, leverandører, kunder, konsulenter, ansatte, samarbejdspartnere, konkurrenter m.fl. Spies følger fx forskellige mediepersonligheder, tonsvis af social-media-eksperter samt brancherelevante profiler og visse konkurrenter såsom Tripadvisor, Norwegian, Escape Travel, Thomas Cook, Ving og Rejsefeber.

Vigtigheden i at følge så mange social-media-eksperter som muligt må ikke undervurderes. Det er dem, som spotter de interessante trends, og sjove gimmicks, som virksomhederne foretager sig på netop Twitter. De deler det de ser med en masse andre fordi de gerne vil vise de så det først. Det betyder, at hvis du gør det godt og skaber noget sjovt og relevant indhold på Twitter så skal de nok hjælpe dig på vej med omtale løbende. Se dem som din kanal for at få omtale på det du foretager dig på Twitter. Det her indlæg giver fx Spies omtale :)

Uddeleger ansvaret

Hvis du ikke har et budget du kan bruge på Twitter, eller hvis du sidder i en mindre virksomhed, så invitér dine kollegaer til en brainstorm og dialog, for at inddrage dem i hvordan alle kan bidrage til en samlet aktivering på Twitter.

For at du ikke selv ender med at skulle bruge al din tid på projektet, så sørg for at få aftalt med din chef, at alle, eller et udvalg af, de ansatte skal have et login til virksomhedens Twitterprofil. Således kan I uddelegere ansvaret for de daglige opdateringer og den daglige aktivitet. Sørg fx for at finde 5 kandidater, der vil være gode at have til at hjælpe dig med aktiveringsprojektet. Disse 5 kan du jo så aftale med, at de har en bestemt ugedag hver især, hvor de har ansvaret for jeres virksomheds Twitterprofil.

Få alle i virksomheden med

Sørg for at få alle internt i virksomheden med på bølgen. Jo flere der er med dig, desto nemmere bliver det at få skabt mest mulig aktivering. Du vil sikkert opleve modvillighed fra nogle – typisk de lidt ældre i virksomheden– som ikke gider bidrage pga. manglende interesse. Men så kan du jo hurtigt lige vise dem hvordan de selv kan få relevant, sjov og underholdende information via Twitter fra private venner, familie, kendte personer de synes er sjove, kunstnere de finder interessante eller evt. nyhedskilder.

Kom godt fra start

Den 1. måned bør du dagligt bruge 5 minutter på at få fulgt op på den kollega, som sidder med det daglige ansvar. Gør det fra morgenstunden. Se sammen på hvordan I skaber relevant indhold, hvor I finder målgruppen og hvad I skal kommunikere til dem; er det fx et bestemt tilbud for en kampagne I kører nu eller hvad vil I gerne skabe kendskab til?

Indbyd til et møde ind i mellem med de andre, som er involveret i projektet, og brainstorm på hvordan I kan skabe bedre og mere relevant indhold samt hvordan I når bredere ud. Hav altid i baghovedet at formålet er at skabe awareness og involvering, der kan føre til loyalitet og konvertering.

Tænk over hvad der tweetes

Undlad at ”tweete” for meget omkring tilbud. Gør i stedet opmærksom på den nye søde kollega I har fået i supportafdelingen og hvordan man hurtigt får fat på support hvis man har problemer med jeres ydelse. Eller ”tweet” en god nyhed om et af jeres produkter. I kan også videreformidle en produktvideo fra YouTube eller en onlineartikel fra et nyhedsmedie, som måske har skrevet en artikel om jeres branche, der er relevant for virksomheden eller for jeres kunder. Vær selv opfindsom og kreativ og find på noget jeres kunder synes er interessant.

Husk at gør jeres kunder opmærksomme på I er på Twitter. Promovér det i jeres e-mail signatur, på jeres hjemmeside og i jeres nyhedsbrev. Hav alle interessenter i tankerne fordi mange af dem kan hurtigt være med til at skaffe flere followers. Det spreder sig som ringe i vandene.

Brug eksempelvis Bitly.com til at forkorte links da du kun har 140 tegn at gøre godt med på Twitter.

Få hjælp

Ansæt en praktikant, som ved noget om de sociale medier og især Twitter. Prøv at tænk på om det ikke kunne være en smart at lave en intern Twitter-case, som praktikanten har ansvaret for at udvikle, planlægge, eksekvere og analysere. På den måde kan du blive inspireret, lære noget gratis, få uddeleret noget ansvar og forhåbentlig skabe nogle resultater. Praktikanten får til gengæld en god case, som han/hun kan bruge i sin jobsøgning eller du kan jo overveje at tilbyde en studiestilling.

Udarbejd et A4-ark med korte præcise info omkring processer, indsats, tidsfordeling osv. Sørg for løbende at kommunikere ud til de ansvarlige hvad der skal være fokus på når I kommunikerer og formidler via Twitter.

Få tilmeldt dig et kursus eller betal en konsulent for at komme ud og holde et foredrag.

Jeg håber du blev lidt klogere – god fornøjelse :)

Vi siger tak til Spies Rejser for et super godt indlæg om deres professionelle brug af Twitter. Husk det også er muligt at læse meget mere om markedsføring ovre på Beruf Bloggen. Her kan du læse om SEO, Google Display, Facebook og meget mere.

Skrevet af Thomas Vig

Thomas Vig arbejder til daglig som Concept & Account Manager for EventForce A/S. Thomas er lidt af en "creative kid", som ud over events, til hverdag beskæftiger sig med marketing, new media, PR og kommunikation. Find Thomas på Linkedin hér: www.linkedin.com/in/thomasvig

2 kommentarer

  1. Hej Thomas

    Tak for et fint indlæg, som jeg lærte noget af :)

    Hvorfor tror du Spies har en ekstern konsulent til at håndtere Twitter?
    De har de nemlig ikke. De har mig, og jeg er plantet og ansat i Spies´ marketingsafdeling.

    Ellers tak igen. Mere af den slags :)

    Venlig hilsen
    Peter

  2. Hej Peter,

    Tak for feedback!

    Jeg lagde blot mærke til, der var en anden Twitterbruger som havde spurgt jeres Spies-profil, hvem der sad bag, hvortil du havde svaret det var dig. Så jeg gik automatisk ud fra du var hyret ind som social-media-ekspert, fordi det var da super skarpt af dig at poste link til Caroline Asmussens :-)

    Men godt at høre du fik noget ud af indlægget. Var der noget bestemt, der inspirerede dig?

    Al held og lykke med projekt Twitter fremover :-)

    Dbh.
    Thomas

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *