Hvem har sure tæer?

Andreas Solgaard har spurgt, om jeg ikke ville skrive et par linjer omkring en  markedsføringskampagne, jeg har kørt for webshoppen Shopwithsocks.com. Selvfølgelig vil jeg det :-)


Det produkt, som jeg har forsøgt at skabe opmærksomhed om.

Att.: en med sure tæer

Jeg har fået produceret en masse sokker med ShopWithSocks.com logoet på. Når man syer logo på sokker, er detaljegraden begrænset. Mit logo er et godt eksempel på, hvor mange detaljer man kan få med. Det har jeg selvfølgelig fået syet på et par hvide sokker, som jeg kan sende ud som reference.


Mit logo overført til et par sokker.

Jeg udvalgte 100 virksomheder, som jeg ville sende en vareprøve til (i form af et par sokker med ShopWithSocks.com logoet påsyet). Jeg havde fra starten en idé, men var meget i tvivl om, hvordan den ville blive modtaget.

Min ide var at “camouflere” min forsendelse, som var det en “bestilling foretaget af en medarbejder”. I selve attention feltet skrev jeg “att.: en med sure tæer“. Ideelt vil modtageren, der fik denne forsendelse i hånden, undersøge om der var nogen, “som havde købt noget fra ShopWithSocks.com” og studse over den lidt spøjse attention.

Forhåbentlig ville de måske ligefrem joke lidt med hinanden på kontoret. I løbet af et par dage er der en medarbejder som åbner forsendelsen, eller endnu bedre smider det på “chefens bord”, og så må han tage sig af det. Chefen ender så med at åbne forsendelsen, synes det hele er super sjovt og køber 10 paller sokker :-). Sådan håbede jeg i hvert fald det ville gå…

Nu er det ikke alle, som har samme humor som en selv, og nogen vil måske finde det direkte usmageligt. Det kan også være at størsteparten ender med at returnere den igen, da det aldrig går op for dem, at det er en reklame. Det er lidt som at spille roulette og satse på rød.

Anyway, jeg sendte:
1/3 med “att.: en med sure tæer
1/3 med “att.: Markedsføringsansvarlig
1/3 uden attention.

Min kæreste arbejder som salgsassistent/indkøber i en produktionsvirksomhed, som selvfølgelig fik en af dem med “att.: en med sure tæer“. Så havde jeg i hvert fald indblik i, hvordan håndteringen og modtagelsen var ved en af virksomhederne.

Resultat
Til alt held der blev taget godt i mod kampagnen overalt. F.eks. valgte virksomheden e-conomic at dele historien på deres Facebook side.


E-conomic lavede et opslag om pakken på deres Facebook-side. Se opslaget her »

Pointen er, at man kan få en del eksponering, ved at være lidt kæk og kreativ. Det har ikke kostet mig en krone at lave den attention, ligesom det heller ikke har været specielt dyrt at lave disse sokker.

Jeg håber det kan inspirere andre til at lave lignende. Det er de små detaljer, der gør en verden til forskel.

Hvem er jeg og hvad sælger jeg?

Mit navn er Casper Schneidereit, og til daglig driver jeg webshoppen ShopWithSocks.com. Som navnet antyder, er det en webshop med sokker.

Jeg sælger forskellige mærker som JBS, Egtved og Humor, men får også produceret mit eget mærke. Det giver mig dermed mulighed for, at folk selv kan designe deres egne sokker. F.eks. kan virksomheder få syet deres logo på et par sokker og bruge dem som reklame- eller medarbejdergaver.

Prisen er 25,00 – 30,00 kr. inklusiv moms, men hvis man køber mere end 100 par er prisen 16,00 kr. ex. moms pr. par. Det er en del billigere end salgsprisen på samme type sok i webshoppen,  men folk der køber +100 par bruger næppe dem alle sammen selv og deler derfor ud af dem.

Jeg mener selv, jeg har et godt produkt, og i mine øjne er det en super måde at nå ud til en masse mennesker. Mennesker som får lov til at føle og mærke mine sokker. Forhåbentlig vil en lille procentdel af dem, som har modtaget mine kunders reklamesokker, efterfølgende prøve at købe sokker af mig.

Skrevet af CasperS

Casper Schneidereit ejer virksomheden IOOS Internet ApS og er affiliate ekspert. Han driver en række hjemmesider, heriblandt Shopwithsocks.com, en webshop der sælger sokker.

2 kommentarer

  1. Endnu et inspirerende gæsteindlæg, Casper.

    Jeg kunne dog godt tænke mig at høre lidt om tilbagemeldingerne fra virksomhederne. Har du fået omsat omtalen til omsætning i butikken? Og har der været deciderede negative tilbagemeldinger eller lign?

  2. Føns @ Det er jo altid interessant. Det har givet bestillinger på sokker med logo. Men det er første gang jeg ligesom forsøger at sælge dette produkt, så derfor var jeg ikke helt klar over hvor meget response jeg kunne forvente.

Leave a Reply