Københavnere forberedes på Dommedag!

Frygter du, at Dommedag (- bedre kendt som Ragnarǫk i visse nordiske kredse) står for døren? Og har du i så fald en plan for, hvordan du vil håndtere løjerne?

Det er nok de færreste danskere, der tænker i de baner, men i Guds eget land (USA, red.) er tankegangen langt mere udbredt.

National Geographic havde den 11. september premiere på et nyt program ved navn Doomsday Preppers, der netop følger en gruppe amerikanere, der vil gå til ekstreme længder for at overleve Dommedag. De er forberedt uanset om enden kommer i form af pandemi, atomkrig eller fimbulvinter.

For at skabe opmærksomhed om Doomsday Preppers, var der lavet et event ved Rundetårn i København. To preppers iført beskyttelsesdragter og gasmasker hjalp de forbipasserende i gang med deres egne forberedelser, ved at uddele dåsetun. Dåserne var forsynet med en speciallavet etiket med detaljer om TV-programmet.

På trods af regnvejret, lykkedes det at få delt 2.500 dåser ud til forbipasserende københavnere, hvilket er ret imponerende. Jeg vil gætte på, at langt de fleste valgte at tage dåsen med frem for at smide den ud, fordi… hey – gratis tun! Og mon ikke rigtigt mange også lige viste dåsen til kollegerne/studiekammeraterne/kæresten inden den blev tømt? Nogen gemmer den måske endda til den dag Fenrisulven bortøver månen!

Bag eventen stod citrusmedia (ja, det skal åbenbart skrives med småt), som er et de få danske bureauer, der arbejder målrettet med guerilla marketing. Vi glæder os til at se, hvad de byder på i fremtiden!

 

Skrevet af Andreas Solgaard

Uddannet multimediedesigner, marketingkoordinator og e-concept developer. Partner i Beruf, som er et lille webbureau der arbejder med hjemmesider i WordPress og online markedsføring (bl.a. Google AdWords).

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *