Alle indlæg i Eksempler

Alle kan lave billig og alternativ markedsføring

For pokker, hvor er der mange gode og spændende ting på guerillamarketing.dk
- gid jeg kunne lave sådan noget markedsføring i min virksomhed!

Sidder du ofte og tænker sådan? … Det tænkte jeg nok!

Derfor er der her et indlæg til dig med et glimrende eksempel på markedsføring, der kun kræver lidt tid og en printer. (Her er et andet glimrende eksempel og her er endnu et)

I 2011 faldt jeg over dette opslag på Østerbro. Tegningen fangede min opmærksomhed, hvorefter det hurtigt gik op for mig, at det var en reklame for SOS Børnebyerne og ikke en forsvundet kat.

Det er ikke nemt at læse på billedet, så her kommer teksten:

EFTERLYSNING

Min mor og far er blevet væk. Har du set dem?

De har været væk i nogle uger, og jeg har ledt over hele byen.
Mor har flotte krøller, og hun går altid i kjole. Og så er hun god til at synge. Min tante siger, at mor er i himlen. Men det ved jeg ikke, hvor er. Min far kender jeg ikke så godt. Han plejede at besøge mig og min mor nogle gange, men nu kommer han ikke mere.

Jeg savner dem begge to, og min lillebror har grædt hver dag, siden de forsvandt. Jeg vil gerne have, at de snart kommer hjem.

Vil du ikke nok ringe og hjælpe mig?

Angela, 8 år

Nederst på sedlen er der lapper med link og telefonnummer til SOS Børnebyerne.

Det er en meget lavpraktisk måde at lave markedsføring, men godt hvis du har mere tid, end du har penge. Det kræver kun en smule fantasi og så er det ellers i gang med at hænge sedler op rundt omkring.

Hvis man er tilstrækkelig opfindsom, eller selv laver noget materiale, kan man få budskabet spredt online via blogs og sociale medier.

Du kunne evt. selv tage nogle gode billeder og skrive en lille artikel, som du kunne sende rundt til de lokale medier. Så har du da en mulighed for at få noget gratis PR.

Har du gjort noget i denne stil? Så vil jeg meget gerne høre fra dig!

“Push to add drama”

Hvis man ser bort fra skuespilleren Jean-Claude Van Damme, kan det være svært at finde forbindelsen mellem Belgien og hårdkogt action. Det har TV-kanalen TNT dog lavet om på med deres nye virale kampagne.

De placerede en stor rød knap på torvet i en almindelig flamsk by sammen med en skilt med teksten “Push to add drama”. Derefter ventede de på, at en forbipasserende lod sig styre af sin nysgerrighed og trykkede på knappen. Resultatet blev, som du kan se i videoen herunder, fantastisk underholdende.

Denne kampagne er endnu et godt eksempel på, at det i virale kampagner ofte ikke er selve eventet, der er i centrum, men derimod den resulterende video. Forhåbningen er naturligvis, at den er opsigtsvækkende nok til, at folk vil dele den i deres netværk – stærkt hjulpet på vej af virale bureauer og konsulenter.

Mere belgisk action af højeste klasse:
http://www.youtube.com/watch?v=aOIJtS4gbaY

Gorilla marketing

I 2010 dukkede en række gigantiske gorillafodspor op rundt omkring i Los Angeles. På Santa Monica Beach blev fodsporene i sandet opdaget sammen med en smadret livredderbil og på Dodger Stadium gik de på tværs af baseball-banen.

Ikke overraskende dukkede navnet ‘King Kong’ op i forklaringen på fænomenet. Der var nemlig tale om et marketingstunt i forbindelse med, at Universal Studios lancerede deres nye forlystelse: King Kong 360 3D.

Deres gamle King Kong forlystelse brændte ned i 2008, så det var jo heldigt, at franchisen i mellemtiden var blevet relanceret i en moderne udgave af Peter Jackson, som også har designet den nye forlystelse.

Billeder fra Santa Monica Beach:

Video fra Dodger Stadium:

Peter Jackson fortæller om King Kong 360 3D: